Værdipapirhandelslovens §44

Når Finansiel Stabilitet nedskriver eller konverterer relevante kapitalinstrumenter, jf. §§ 17 og 18, eller anvender bail-in, jf. §§ 24-28, skal en eller begge af følgende foranstaltninger iværksættes i forhold til ejerne af ejerskabsinstrumenter:
1 : Eksisterende ejerskabsinstrumenter annulleres eller overføres til kreditorerne, der er omfattet af konverteringen af relevante kapitalinstrumenter, jf. §§ 17 og 18, eller bail-in, jf. §§ 24-28.
2 : Under forudsætning af at virksomheden eller enheden under afvikling ifølge værdiansættelsen foretaget i overensstemmelse med kapitel 3 har en positiv nettoværdi, udvandes eksisterende ejere af ejerskabsinstrumenter som følge af konverteringen til ejerskabsinstrumenter.
Stk. 2. Konverteringen i henhold til stk. 1, nr. 2, foretages til en konverteringssats, der væsentligt udvander eksisterende beholdninger af ejerskabsinstrumenter, jf. § 45.
Stk. 3. Foranstaltningerne i stk. 1 skal ligeledes iværksættes i forhold til ejere af ejerskabsinstrumenter, når de pågældende ejerskabsinstrumenter blev udstedt eller overført i forbindelse med konverteringen af gældsinstrumenter til ejerskabsinstrumenter i overensstemmelse med de oprindelige gældsinstrumenters kontraktbestemmelser om forekomsten af en begivenhed før eller samtidig med Finansiel Stabilitets vurdering af, at virksomheden eller enheden opfylder betingelserne for afvikling.
Stk. 4. Resulterer konverteringen af relevante kapitalinstrumenter eller anvendelsen af bail-in i erhvervelse eller forøgelse af en kvalificeret kapitalandel i en virksomhed eller enhed, og har Finanstilsynet ikke afsluttet den i § 61 i lov om finansiel virksomhed krævede vurdering på datoen for anvendelsen af bail-in eller konverteringen af relevante kapitalinstrumenter, finder bestemmelserne i § 20, stk. 2 og 3, anvendelse på den eventuelle erhvervelse eller forøgelse af den kvalificerede kapitalandel.
Stk. 5. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om iværksættelse og gennemførelse af foranstaltningerne i stk. 1-3. Reglerne kan indeholde fravigelser af selskabslovens regler, såfremt dette er nødvendigt for at sikre, at der kan foretages en hensigtsmæssig gennemførelse af afviklingsforanstaltningerne.
Her kan du finde hele Værdipapirhandelsloven
Du kan finde hele vores lovsamling her

