Statsskattelovens §36

Hvis en skattepligtig Person i Skatteaarets Løb afgaar ved Døden, eller hvis en Kvinde, der som selvstændig skattepligtig er medtaget ved Ansættelsen, indgaar Ægteskab i Løbet af det Skatteaar eller Skattehalvaar, for hvilket Ansættelsen gælder, bortfalder Skattepligten med Udløbet af det Skattehalvaar, i hvilket Begivenheden er indtraadt.
Det samme gælder, naar en udenfor Landet bosat Person, der har været skattepligtig i Henhold til nærværende Lovs § 2, Nr. 3, i Skatteaarets Løb mister de Indtægter, opgiver den Virksomhed eller afhænder de Ejendomme, hvortil hans Skattepligt knyttede sig.
I Tilfælde, hvor en Skatteyder opgiver sin Bopæl her i Landet, vedbliver Skattepligten derimod til Udløbet af det paagældende Skatteaar, og det fulde helaarlige Skattebeløb kan i saa Fald forlanges betalt inden Bortrejsen.
Naar Selskaber, Foreninger og andre Institutioner, jfr. § 2, Nr. 5, opløses, vedbliver Skattepligten for hele det Skatteaar, i hvilket Opløsningen har fundet Sted.
De nævnte Institutioner skal derhos udrede Indkomstskat til Staten efter Reglerne i nærværende Lov, beregnet paa Grundlag af Indkomsten i det Tidsrum, der er hengaaet fra Udløbet af det Regnskabsaar, som er lagt til Grund ved Selskabets sidste Ansættelse, og indtil Opløsningen.
Om Opløsningen skal den paagældende Bestyrelse tilstille Finansministeren Meddelelse. Undlades dette, kan der af Finansministeren ikendes hvert af Bestyrelsens Medlemmer en Bøde paa indtil 100 000 Kr.
Foranstaaende Bestemmelser finder ligeledes Anvendelse, hvor et Selskab eller en Forening, der hidtil har været skattepligtig, overgaar til skattefri Virksomhed eller paa anden Maade ophører med at være Skattepligt undergivet her i Landet.
De nærmere Regler om Fremgangsmaaden med Hensyn til disse Ansættelser gives af Finansministeren.
Er en skattepligtig ved en Fejltagelse i et Skatteaar medtaget ved Ansættelsen efter denne Lov flere Gange i samme Kommune eller i forskellige Kommuner, afgør Finansministeren, hvilken Ansættelse der vil være at opretholde.
Her kan du finde hele Statsskatteloven
Du kan finde hele vores lovsamling her

