Skatteindberetningslovens §17

Den, der som led i sin virksomhed modtager aktier m.v. i depot til forvaltning, skal hvert år indberette til told- og skatteforvaltningen om de aktier m.v., der er deponeret i det forudgående kalenderår, jf. dog § 50.
Stk. 2. Indberetningen skal for hver enkelt depothaver omfatte følgende oplysninger:
1 : Identiteten af aktien m.v.
3 : Om aktien m.v. er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet.
4 : Kursværdien ved udgangen af kalenderåret, hvis der er tale om aktier m.v. optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet.
Stk. 3. Den, der som led i sin virksomhed formidler handel med aktier m.v., skal hvert år foretage indberetning til told- og skatteforvaltningen om erhvervelser og afståelser af aktier m.v., der er formidlet i det forudgående kalenderår, jf. dog stk. 4. Det samme gælder den, der som led i sin virksomhed medvirker til overførsel af aktier m.v. mellem en aktiesparekonto omfattet af aktiesparekontoloven og dennes ejer eller mellem en rateopsparing i pensionsøjemed, en opsparing i pensionsøjemed, en aldersopsparing, en selvpensioneringsordning eller en børneopsparingsordning, der er omfattet af pensionsbeskatningsloven, og dennes ejer. Indberetningen skal omfatte oplysninger om identiteten af aktien m.v. og oplysninger om antallet af aktier m.v., anskaffelses- eller afståelsestidspunktet og anskaffelses- eller afståelsessummen for aktien m.v.
Stk. 4. Indberetningen efter stk. 3 skal dog ikke foretages, hvis erhvervelsen er omfattet af indberetningspligten efter § 8.
Stk. 5. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetningen.
Her kan du finde hele Skatteindberetningsloven
Du kan finde hele vores lovsamling her

