Aktieafgiftsloven §15b

For betalingspåkrav, som angår mere end 50.000 kr., betales 750 kr. med tillæg af 1,2 pct. af den del af kravet, der overstiger 50.000 kr., og med tillæg af de i stk. 2 nævnte beløb. Hvis sagen afsluttes uden meddelelse af påtegning i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 1. pkt., eller indledning af retssagsbehandling i medfør af retsplejelovens § 477 f, 1. pkt., bortfalder den del af afgiftspligten efter 1. pkt., som overstiger 400 kr.
Stk. 2. Anmoder fordringshaveren om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, betales yderligere 300 kr. med tillæg af ½ pct. af den del af kravet, der overstiger 3.000 kr. Afgiftspligten efter 1. pkt. bortfalder, hvis sagen afsluttes uden iværksættelse af tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt. Afgiftspligten efter 1. pkt. bortfalder endvidere i de tilfælde, der er nævnt i § 16, stk. 6.
Stk. 3. Afgiftspligten efter stk. 1 og 2 bortfalder, hvis forkyndelse af betalingspåkravet undlades, fordi udlæg er udelukket efter retsplejelovens § 490 eller konkurslovens §§ 12 c, 31 eller 207, og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse undlades, jf. retsplejelovens § 477 d, stk. 1.
Du kan læse hele Aktieafgiftsloven her
Du kan finde hele vores lovsamling her

