Årsregnskabslovens §99

Ledelsesberetningen skal
1 : Beskrive virksomhedens væsentligste aktiviteter,
2 : Beskrive eventuel usikkerhed ved indregning eller måling, så vidt muligt med angivelse af beløb,
3 : Beskrive usædvanlige forhold, der kan have påvirket indregningen eller målingen, så vidt muligt med angivelse af beløb,
4 : Redegøre for udviklingen i virksomhedens aktiviteter og økonomiske forhold,
5 : Beskrive virksomhedens forventede udvikling, herunder særlige forudsætninger og usikre faktorer, som ledelsen har lagt til grund for beskrivelsen,
6 : Beskrive virksomhedens videnressourcer, hvis de er af særlig betydning for den fremtidige indtjening,
7 : Beskrive virksomhedens påvirkning af det eksterne miljø og foranstaltninger til forebyggelse, reduktion eller afhjælpning af skader herpå,
8 : Beskrive forsknings- og udviklingsaktiviteter i eller for virksomheden og
9 : Omtale filialer i udlandet.
Stk. 2. Er det væsentligt for at vurdere virksomhedens aktiver, forpligtelser, finansielle stilling og resultat, skal ledelsesberetningen i forhold til virksomhedens anvendelse af finansielle instrumenter beskrive
1 : Virksomhedens mål og politikker for styring af finansielle risici, herunder virksomhedens politik for sikring for alle større grupper af forventede fremtidige transaktioner, for hvilke der anvendes sikring, og
2 : Virksomhedens risikoeksponering i forbindelse med mulige ændringer i priser, kreditværdighed, likviditet og pengestrømme.
Stk. 3. Stk. 1, nr. 7, finder ikke anvendelse for virksomheder, der er omfattet af § 99 a, og som har en politik for miljøforhold.
Du kan læse hele Årsregnskabsloven her
Her kan du finde hele vores lovsamling

