Atomanlægslovens §35

Når nuklear substans sendes fra eller til et anlæg her i riget under sådanne omstændigheder, at anlægsindehaveren i medfør af § 14 vil være ansvarlig for skade, der forvoldes under forsendelsen, skal han forsyne fragtføreren med et certifikat, som udstedes af forsikreren eller den, som i medfør af § 28 har stillet anden sikkerhed til dækning af erstatningspligten, eller på disses vegne. Fragtføreren må ikke påbegynde transporten, forinden han har modtaget certifikatet.
Stk. 2. Certifikatet skal indeholde navn og adresse på den ansvarlige anlægsindehaver, oplysning om det stof og den transport, som sikkerheden omfatter, samt om sikkerhedens beløb, art og varighed. Det skal endvidere være forsynet med attestation fra atomenergikommissionen om, at den i certifikatet nævnte anlægsindehaver er indehaver af et nukleart anlæg i erstatningskonventionens forstand.
Stk. 3. Den, som udsteder certifikatet eller den, på hvis vegne det er udstedt, hæfter for rigtigheden af certifikatets oplysninger om anlægsindehaverens navn og adresse og sikkerhedens beløb, art og varighed.
Du kan læse hele Atomanlægsloven her
Her kan du finde hele vores lovsamling

