Boafgiftslovens §3

Undtaget fra afgiftspligten er endvidere
a : Arv og forsikringer m.v., der tilfalder afdødes ikke fraseparerede ægtefælle, jf. dog § 14, stk. 2,
b : Udbetalinger, der er helt eller delvist indkomstskattepligtige efter pensionsbeskatningsloven, medmindre udbetalingen hidrører fra en ordning svarende til en dansk kapitalpensionsordning,
c : Afgiftspligtige udbetalinger fra en pensionsordning som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 25, stk. 1, nr. 6, eller § 29, stk. 1, til en frasepareret eller fraskilt ægtefælle, der senest som led i skiftet af fællesboet ved separationen eller skilsmissen er indsat som uigenkaldeligt begunstiget,
d : Forsikringer m.v., der udbetales fra Arbejdsmarkedets Tillægspension, lovpligtige ulykkesforsikringer og arbejdsgiverbetalte ulykkesforsikringer i anledning af arbejdsulykker,
e : Forsikringsbeløb eller den del deraf, som en begunstiget selv har betalt præmierne eller vederlaget for,
f : Brugs- og indtægtsnydelser og
g : Arv, legat og forsikring m.v., der tilfalder fonde, foreninger, stiftelser m.v. og religiøse samfund, der er godkendt efter § 3, stk. 2, til at modtage arv, legat og forsikring m.v. afgiftsfrit eller er godkendt i henhold til ligningslovens § 8 A eller § 12.
Stk. 2. Skatteministeren er bemyndiget til at bevilge afgiftsfritagelse for arv, legat og forsikring m.v., som ikke er omfattet af stk. 1, litra f, og som tilfalder offentlige institutioner, den danske folkekirke, valgmenigheder, religiøse samfund, foreninger, selskaber eller stiftelser med almenvelgørende eller andet almennyttigt formål, jf. dog § 14, stk. 2.
Stk. 3. Udbetalinger m.v. fra stater, fonde, organisationer m.v. er undtaget fra boafgiftspligten, såfremt de er udbetalt som følge af nazistiske overgreb mod personer under Anden Verdenskrig.
Du kan finde hele Boafgiftsloven her
Du kan finde hele vores lovsamling her

