CO2-kvotelovens §11

Overholder en driftsleder, luftfartsoperatør eller søfartsoperatør ikke sin returneringspligt efter § 10, stk. 1, pålægger klima-, energi- og forsyningsministeren operatøren at betale en afgift til statskassen svarende til 100 euro for hvert udledt ton CO2-ækvivalent, der ikke er blevet returneret.
Stk. 2. Afgiften efter stk. 1 indeksreguleres i henhold til udviklingen af det europæiske forbrugerprisindeks med basisår 2012.
Stk. 3. Afgiften efter stk. 1 forfalder til betaling senest 14 dage efter påkrav. Betales det skyldige beløb ikke rettidigt, forrentes beløbet i overensstemmelse med rentelovens § 5, stk. 1 og 2, dog mindst med 100 kr.
Stk. 4. Afgiftsbetalingen efter stk. 1 fritager ikke operatøren for forpligtelsen til at returnere kvoter i fuldt omfang, jf. § 10.
Stk. 5. Operatøren hæfter for betaling af afgift efter stk. 1. Er operatøren ikke ejer af aktivet, der er kilden til drivhusgasudledningen, hæfter ejeren solidarisk med operatøren for afgiftens betaling.
Her kan du finde hele CO2-kvoteloven
Du kan finde hele vores lovsamling her

