Domænelovens §27

Klagenævnet består af 1 formand og 1 næstformand, 2 medlemmer med teoretisk og praktisk juridisk sagkundskab samt 1 repræsentant for forbrugerinteresser og 1 repræsentant for erhvervsinteresser.
Stk. 2. Klagenævnets medlemmer udnævnes af erhvervs- og vækstministeren. Formanden og næstformanden skal være dommere. Repræsentanterne for forbruger- og erhvervsinteresser udnævnes efter høring af forbrugernes og erhvervslivets organisationer.
Stk. 3. For hvert af de 2 medlemmer med juridisk sagkundskab og hver af de 2 repræsentanter for henholdsvis forbruger- og erhvervsinteresser udnævnes 1 suppleant af erhvervs- og vækstministeren. Suppleanterne for repræsentanterne for forbruger- og erhvervsinteresser udnævnes efter høring af forbrugernes og erhvervslivets organisationer.
Stk. 4. Alle klagenævnets medlemmer og suppleanter udnævnes for 4 år ad gangen med mulighed for genudnævnelse.
Stk. 5. Ved klagenævnets behandling af sager deltager formanden eller næstformanden og de 2 medlemmer med juridisk sagkundskab. Ved behandling af sager, der vedrører ikkekommerciel anvendelse af domænenavne, og sager af principiel betydning deltager endvidere repræsentanterne for forbruger- og erhvervsinteresser. Formanden for klagenævnet beslutter, hvornår der er tale om en sag vedrørende ikkekommerciel anvendelse af domænenavne eller af principiel betydning.
Her kan du finde hele Domæneloven
Du kan finde hele vores lovsamling her

