Net- og informationssikkerhedslovens §9

Center for Cybersikkerhed fører tilsyn med overholdelsen af denne lov og regler, der er udstedt i medfør af loven.
Stk. 2. Center for Cybersikkerhed kan som led i sit tilsyn kræve, at udbydere og udbydere af NUIK-tjenester fremlægger alle de oplysninger og det materiale om sikkerhed i net og tjenester, beredskab og sikkerhedsgodkendelse, der er nødvendige for centerets tilsynsvirksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold falder ind under denne lov eller regler, der er udstedt i medfør af loven.
Stk. 3. Center for Cybersikkerhed kan stille krav om, hvordan og i hvilken form oplysninger og materiale efter stk. 2 skal afgives.
Stk. 4. Center for Cybersikkerhed kan afkræve udbydere skriftlige udtalelser og redegørelser om faktiske forhold af betydning for centerets tilsynsvirksomhed.
Stk. 5. Center for Cybersikkerhed kan stille krav om, at udbydere og udbydere af NUIK-tjenester skal foranstalte en uafhængig sikkerhedsrevision og stille resultaterne heraf til rådighed for centeret.
Stk. 6. Såfremt det er nødvendigt af hensyn til sikkerheden i net og tjenester, har Center for Cybersikkerhed efter et skriftligt varsel på mindst 7 arbejdsdage uden retskendelse mod behørig legitimation adgang til udbyderes forretningslokaler med henblik på at påse overholdelsen af loven og regler, der er udstedt i medfør af loven. Center for Cybersikkerhed kan ikke i forbindelse med adgang til forretningslokaler tilgå kommunikation til, fra eller mellem udbyderens kunder.
Stk. 7. Såfremt det er nødvendigt af hensyn til sikkerheden i net og tjenester, har Center for Cybersikkerhed efter et skriftligt varsel på mindst 7 arbejdsdage uden retskendelse mod behørig legitimation adgang til forretningslokaler hos udbyderes samarbejdspartnere, leverandører eller underleverandører med henblik på at påse overholdelsen af loven og regler, der er udstedt i medfør af loven, i relation til outsourcet aktivitet. Center for Cybersikkerhed kan ikke i forbindelse med adgang til forretningslokaler tilgå kommunikation til, fra eller mellem udbyderens kunder.
Her kan du finde hele Net- og informationssikkerhedsloven
Du kan finde hele vores lovsamling her

