Ophavsretslovens §2

Ophavsretten medfører, med de i denne lov angivne indskrænkninger, eneret til at råde over værket ved at fremstille eksemplarer af det og ved at gøre det tilgængeligt for almenheden i oprindelig eller ændret skikkelse, i oversættelse, omarbejdelse i anden litteratur- eller kunstart eller i anden teknik.
Stk. 2. Som eksemplarfremstilling anses enhver direkte eller indirekte, midlertidig eller permanent og hel eller delvis eksemplarfremstilling på en hvilken som helst måde og i en hvilken som helst form. Som fremstilling af eksemplarer anses også det forhold, at værket overføres på indretninger, som kan gengive det.
Stk. 3. Værket gøres tilgængeligt for almenheden, når
1 : Eksemplarer af værket udbydes til salg, udlejning eller udlån eller på anden måde spredes til almenheden,
2 : Eksemplarer af værket vises offentligt, eller
3 : Værket fremføres offentligt.
Stk. 4. Som offentlig fremførelse efter stk. 3, nr. 3, anses også
1 : Trådbunden eller trådløs overføring af værker til almenheden, herunder udsendelse i radio eller fjernsyn og tilrådighedsstillelse af værker på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt, og
2 : Fremførelse i en erhvervsvirksomhed, der finder sted for en større kreds, som ellers måtte anses som ikke-offentlig.
Her kan du finde hele Ophavsretsloven
Du kan finde hele vores lovsamling her

