Statsskattelovens §22

Ansættelsen af Indkomst og Formue sker hvert Aar og samtidig. Senest den 15. Januar opfordrer Ligningsmyndigheden ved Bekendtgørelse paa den i Kommunen brugelige Maade dem, som skal ansættes til Skat i Kommunen, til selv eller ved en dertil betroet Fuldmægtig, dog i saa Fald under Fuldmagtsgiverens eget Ansvar, inden Udgangen af Januar Maaned – eller, for deres Vedkommende, der er forpligtet til at føre autoriserede Handelsbøger, senest den 15. Februar – at angive deres Indkomst og Formue i Overensstemmelse med denne Lovs §§ 4, 5, 6 og 8, jfr. § 9, samt §§ 12 og 13, jfr. § 16. Det skal i Bekendtgørelsen udtrykkelig tilkendegives, at de Personer, der ikke selv angiver deres Indkomst og Formue, paadrager sig de i § 40 nævnte Følger, og at Selvangivelser, der ikke indkommer inden de ovennævnte Frister i behørig underskreven Stand, ikke har Krav paa at komme i Betragtning.
I Selvangivelsen skal Indkomsten være angivet særskilt for de forskellige Hovedarter af Indkomster, hvorefter de opgivne Beløb sammenlægges, saa at Selvangivelsen tillige udviser den samlede Indkomst. For Formuens Vedkommende skal Selvangivelsen foruden Nettoformuens samlede Beløb tillige indeholde en nærmere Specifikation over, hvorledes denne udkommer, med særlig Angivelse af Værdien af fast Ejendom, Besætning, Maskiner og Inventar, Værdipapirer og udestaaende Fordringer m.v. samt Størrelsen af den Ejendommen paahvilende Prioritetsgæld og andre Byrder og Gældsforpligtelser.
For Indkomsten kan dog ikke forlanges en Specifikation, der gaar ud over, hvad Reglerne om kommunal Kildebeskatning tilsiger.
Personer, der er pligtige til at føre autoriserede Handelsbøger, samt skattepligtige Dødsboer, Selskaber, Foreninger og andre Institutioner, jfr. § 2, Nr. 5, skal sammen med Angivelse af deres Indkomst indsende Driftsregnskab og Opgørelse over Status ved det paagældende Driftsaars Begyndelse og Slutning. For Selskabers og Foreningers Vedkommende skal Selvangivelsen derhos indeholde Oplysning om, hvor stor en Del af Aktiekapitalen (Garantikapitalen) der hidrører fra direkte Indskud af Aktionærerne, samt hvorledes den muligt øvrige Del af Aktiekapitalen er tilvejebragt. Undladelse af at meddele fornævnte Oplysninger medfører, at den paagældende ifalder en daglig Bøde af 10 Kr. fra den Dag, Paamindelse fra Ligningsmyndigheden er modtaget, ligesom Skatteraadet og Landsoverskatteraadet til enhver Tid kan fremtvinge Indsendelse ved Paalæg af Dagbøde. Bøden, der tilfalder Kommunen, kan inddrives ved Udpantning, og for Selskabers og Foreningers Vedkommende er enhver af Bestyrelsens Medlemmer ansvarlig for Betalingen.
Personer, der ikke omfattes af Reglerne i foranstaaende Bestemmelse, men desuagtet fører Driftsregnskab eller foretager regelmæssig aarlig Statusopgørelse, kan af Skatteraadet og Landsoverskatteraadet opfordres til at indsende tilsvarende Oplysninger angaaende deres Indkomst og Status med den Virkning, at Oplysningerne, saafremt de ikke indsendes, kan fremtvinges ved Dagbøde i Overensstemmelse med den foran givne Regel.
Paa tilsvarende Maade skal i alle Tilfælde behørig Selvangivelse af Formuen kunne fremtvinges.
Skemaer til Brug ved Selvangivelse udarbejdes paa Finansministerens Foranstaltning og tilstilles af Ligningsmyndighederne alle, der kan anses for skattepligtige. Skemaerne skal være saaledes indrettede, at skattepligtige, der har Bolig i egen Ejendom, fri Bolig eller frit Ophold, eller som forbruger egne Produkter eller Varer, udtagne af egen Varebeholdning, kan faa Lejlighed til at angive Værdien af disse Goder.
Selvangivelsen underskrives som udfærdiget efter bedste Overbevisning.
For den umyndiges Vedkommende underskrives Skemaet af Værgen; den mindreaarige underskriver i Forening med Kurator; Enke, for hvem der er beskikket Lavværge, underskriver i Forening med denne.
Ligningsmyndigheden indhenter derhos saa nøjagtige Oplysninger som muligt om alle de skattepligtiges Indkomster, Formueforhold og hele økonomiske Stilling til Vejledning ved Skatteansættelsen saavel for den selv som for Skatteraadet.
Her kan du finde hele Statsskatteloven
Du kan finde hele vores lovsamling her

