Statsskattelovens §24

Ansættelsen i samtlige Kommuner skal være tilendebragt inden den 31. Marts, og senest den 1. April tilstiller Ligningsmyndigheden Skatteraadet en Fortegnelse over de foreløbige Ansættelser, de indkomne Selvangivelser og de øvrige om de skattepligtiges Indkomst og Formue tilvejebragte Oplysninger samt overhovedet alle andre Oplysninger, som maatte vedkomme Ansættelsen. Samtidig fremlægges efter forudgaaet Bekendtgørelse paa den i Kommunen brugelige Maade paa et for Kommunens Beboere belejligt Sted til almindeligt Eftersyn en Fortegnelse over Ansættelsen for de skattepligtige, som ikke har gjort Selvangivelse, eller hvis Selvangivelse befindes ikke at være indkommet i rette Tid, samt tillige over Ansættelsen for de ifølge § 2, Nr. 5, skattepligtige uden Hensyn til, om de har gjort Selvangivelse eller ej. I denne Fortegnelse optages derhos en Meddelelse om, at Klage over Ansættelsen kan indgives til Skatteraadet for den Skattekreds, hvortil Kommunen hører, at en saadan Klage maa affattes skriftligt, og at den maa indsendes til Skatteraadet inden 1. Maj.
Samtidig tilstilles der de skattepligtige, som rettidig har indgivet Selvangivelse, men hvis Selvangivelse ikke er taget til Følge, særlig Underretning derom med Oplysning om den Indkomst og Formue, hvortil de er ansat, og i denne Underretning optages derhos ligeledes Meddelelse om, at Ansættelsen kan paaklages skriftligt for vedkommende Skatteraad inden 1. Maj.
Offentliggørelse i Pressen eller paa andre Maader af fornævnte Fortegnelse eller Dele deraf maa ikke finde Sted.
Her kan du finde hele Statsskatteloven
Du kan finde hele vores lovsamling her

