Straffuldbyrdelseslovens §23

Fængselsstraf skal, så vidt det er praktisk muligt, fuldbyrdes i nærheden af den dømtes hjemsted. Ved afgørelsen af, i hvilket åbent eller lukket fængsel eller i hvilket arresthus den dømte skal anbringes, skal der endvidere tages hensyn til den dømtes egne ønsker, navnlig vedrørende arbejds-, uddannelses-, familie- eller helbredsmæssige forhold.
Stk. 2. Reglerne i stk. 1, 1. pkt., kan fraviges
1 : Ved kortvarig fængselsstraf,
2 : Af hensyn til den samlede udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens institutioner,
3 : For at beskytte den dømte mod overgreb,
4 : For at yde den dømte pædagogisk, lægelig eller anden særlig bistand,
5 : For at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen eller som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme,
6 : For at forhindre, at den indsatte undviger,
7 : For at undgå, at den indsatte afsoner i en institution, hvor en af den indsattes nærstående gør tjeneste,
8 : For at undgå, at den dømte afsoner i en institution i tilfælde, hvor den dømte har begået strafbart forhold mod en ansat, der gør tjeneste i institutionen, eller dennes nærstående, eller
9 : Hvis hensynet til retshåndhævelsen eller andre særlige omstændigheder taler herfor.
Her kan du finde hele Straffuldbyrdelsesloven
Du kan finde hele vores lovsamling her

