Velfærdslovens §1

Der oprettes en privat selvejende institution, Handelsflådens Arbejdsmiljø- og Velfærdsråd.
Stk. 2. Handelsflådens Arbejdsmiljø- og Velfærdsråd har til opgave at
1 : Varetage og fremme foranstaltninger til søfarendes velfærd til søs og under ophold i havn i såvel ind- som udland, herunder praktisk bistand til søfarende, der er efterladt på et dansk skib eller på et udenlandsk skib i dansk havn, jf. § 10 a, stk. 1, i lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v.,
2 : Fremme de ansattes fysiske og psykiske sundhed og sikkerhed,
3 : Forebygge arbejdsmiljøskader, herunder arbejdsulykker, erhvervssygdomme og nedslidning, blandt ansatte på danske handelsskibe,
4 : Skabe og udbygge grundlaget for, at skibenes sikkerhedsorganisationer gennem et organiseret arbejdsmiljøarbejde om bord sættes i stand til at løse sikkerheds- og sundhedsspørgsmål, således at der kan opretholdes et sikkert og sundt arbejdsmiljø, der til enhver tid er i overensstemmelse med den tekniske og sociale udvikling inden for skibsfarten og i samfundet,
5 : Kortlægge og vurdere handelsflådens arbejdsmiljøproblemer i samarbejde med rederiet og sikkerhedsorganisationen,
6 : Give oplysning og vejledning om de regler og bestemmelser, der gælder inden for søfartsområdet,
7 : Fremsætte ønsker og forslag til Søfartsstyrelsen om ændringer i bestemmelserne om sikkerheds- og sundhedsforhold på handelsskibe,
8 : Stille forslag og udtale sig om nye regler og om enkelte sager, som Søfartsstyrelsen forelægger det,
9 : Samarbejde og deltage i gensidig udveksling af informationer med andre berørte myndigheder og organer og
10 : Medvirke til indsamling og revision af statistisk materiale om sikkerheds- og sundhedsforholdene på handelsskibe.
Stk. 3. Til varetagelse af sikkerheds- og sundhedsarbejdet for personer, der arbejder om bord, opretter Handelsflådens Arbejdsmiljø- og Velfærdsråd en arbejdsmiljøtjeneste under dets område. Arbejdsmiljøtjenesten har til opgave at
1 : Identificere og vurdere arbejdsmiljømæssige problemer på handelsskibe og bistå reder, skibsledelse og sikkerhedsorganisation ved løsning af arbejdsmiljømæssige spørgsmål,
2 : Rådgive reder, skibsledelse og sikkerhedsorganisation om udførelse og vurdering af arbejdshygiejniske målinger,
3 : Rådgive reder, skibsledelse og sikkerhedsorganisation ved indkøb af, kontrol med og brug af personlige værnemidler,
4 : Forestå systematiske helbredsundersøgelser af særligt udsatte grupper eller enkeltpersoner og
5 : Medvirke ved undervisning og rådgivning i sikkerheds- og sundhedsmæssige og hygiejniske spørgsmål.
Stk. 4. Herudover kan Handelsflådens Arbejdsmiljø- og Velfærdsråd udføre andre opgaver, som er forenelige med de i stk. 2 nævnte opgaver.
Stk. 5. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om Handelsflådens Arbejdsmiljø- og Velfærdsråds opbygning, opgaver og funktioner, herunder om dokumentation og regnskabsføring og indhentelse af erklæring fra en revisor. Erhvervsministeren kan tillige fastsætte nærmere regler som nævnt i 1. pkt. for den arbejdsmiljøtjeneste, som Handelsflådens Arbejdsmiljø- og Velfærdsråd opretter.
Du kan finde hele Velfærdsloven her
Her kan du finde hele vores lovsamling

